top of page

Levrings guldår


Mens danselinjen i starten af maj gjorde rent bord ved DM i dans for efterskoler, kunne fodbolddrengene 20. maj stille sig øverst på skamlen til Final4 i skoleligaen.

Et stort år

Smilende er brede på Levring Efterskole i denne tid. Foruden et vidunderligt efterskoleår med et sammenhold udover det sædvanlige har vi sportsligt også formået at krone et dejligt år med pokaler og medaljer. Både danselinjen og fodboldlinjen har taget de store pokaler for ej at glemme spring- og Adventure-linjen, der ligeledes har leveret ekstraordinære gode resultater ved springcupsog adventure races.

Læs mere om springlinjen her og adventurelinjen her

Hårdt arbejde giver pote

Fodbold: Det var et dramatisk svendestykke, der udspillede sig d. 20 maj på Marienlystcentret i Odense. Efter at have slået BGI med 3-1 måtte Levrings drenge igennem en nervepirrende straffesparkskonkurrence efter et 2-2 resultat i ordinær spilletid mod Hjemly Efterskole. Seks spark og en redning skulle der til, før Levring stod som vinder af Skoleligaen.

”Drengene har virkelig fortjent det”, udtrykker fodboldtræner Poul Erik Kristensen. ”Det er et hold fyldt med talent og vilje.” Levrings drenge har da også igennem hele skoleåret været solidt placeret på 1. pladsen i såvel skoleligaen som DM for efterskoler, og sluttede endda begge turneringer suverænt øverst. Desværre glippede kvalifikationen til de Østjyske Mesterskaber i en knockoutkamp. ”Så meget desto bedre er glæden og tilfredsheden ved at gå hele vejen i skoleligaturnering, hvor vi i bund og grund er oppe imod de bedste hold i hele Danmark. Her har vi fejet al modstand til side”, udtrykker en stolt træner, inden han sætter flere superlativer på holdet:

Læs mere om fodboldlinjen her

”Det her hold har været enormt målrettede, disciplinerede og lærervillige. Vi har formået at omsætte læringen fra de mange timer på træningsbanen til kampene. Ikke en eneste har sat sig over holdet, og det er årsagen til, at vi er blevet så kollektivt stærke.”

Danselinjens dominans

For danselinjens vedkommende er det ikke uvant at stå øverst på podiet. Således blev det 5. år i streg, at Levrings danselinje vinder DM i dans for efterskoler. Endvidere er det 3. år i træk, at begge kategorier, streetstyle og freestyle, er kommet i hus.

”Med den pokalhøst kunne det ligne, at vi er altdominerende. Sådan er det nu ikke helt. Niveauet er tårnhøjt, men vi må efterhånden også rose vores linje, og være enormt stolte over pigernes engagement og træning, fortæller Benedikte Rørbæk, der sammen med Sarah Holm Jacoksen underviser på danselinjen.”

Læs mere om danselinjen her

En stolt forstander

Det er naturligvis også en stolt forstander, der forholder sig til de sportslige meritter: ”Vi er ekstremt stolte her på stedet, ikke bare over resultaterne, men ligeledes over det sammenhold og den dedikation, vi har set blandt alle vores elever i år. Det er helt usædvanligt. Og så skal der naturligvis lyde det størst mulige cadeau til vores undervisere, der virkelig er med til at udvikle og inspirere eleverne her på stedet.

”Selvfølgelig udgør det ikke et godt efterskoleår for os, om vi hiver guldmedaljer hjem. Det er udviklingen blandt vores elever, der er i fokus. Men nu står pokalerne i skabet. Så tillader vi os også at fejre det.”

Sidst nye indlæg
Arkiv
bottom of page