top of page

Levringelever klar med tæt gymnastikprogram i foråret


19 opvisninger fordelt på to måneder. Eleverne på Levring Efterskole går to travle om end spændende måneder i møde. Skolen skal på en gymnastikturne, der med sikkerhed vil give eleverne en oplevelse for livet.

19 opvisninger, store oplevelser, adskillige busture og tusindvis af publikummer på lægterne. Alt sammen kulminerer det med en opvisning for omkring 3000 mennesker i Aalborg til Aaborgstævnet i Gigantium. Det er hvad Levrings elever ser frem imod de kommende måneder. Allerede i weekenden indtog eleverne både Idrætshøjskolen i Viborg og JYSK Arena i Silkeborg.

”Gymnastikken er for alvor noget af det, der samler vores elever. Den er særligt bidragende til fællesskabet på skolen” fortæller Josefine Piil, der af en af fire gymnastiklærere. Gymnastikopvisninger er derfor typisk en af de efterskoleoplevelser, der brænder sig fast på nethinden.

”Det bliver fedt. Det er et tæt program, men det bliver så fedt for eleverne at komme i gang og mærke suset, når de går på gulvet og ser reaktionerne fra lægterne. Vores elever mærker for alvor fællesskabsfølelsen når de bevæger sig til rytmerne som en samlet enhed” fortæller gymnastiklærer Randi Læsø Lyngby.

25 minutter for fuld damp

I løbet af opvisningens 25 minutter er der både opstartsserie, pigeserie, dans, trampolinspring, koncept, drengeserie og en afslutningsserie. Opvisningerne bliver hele tiden evalueret og finpudset. ”Det bliver en oplevelse for livet”, som Randi Læsø Lyngby beskriver det.

Plads til rummelighed

Opvisningen bærer navnet ”’SKAB’ akkurat som opvisningen starter med et skab rulles ind på gulvet. Herfra tager fortællingen sin begyndelse. ’Skab’ skal forstås i mere end en forstand, da ordet som bekendt også optræder i ordene venskab, fællesskab, morskab og mange flere. Derfor opleves det også, hvordan disse termer undervejs i opvisningen ”springer ud af skabet”.

Levring Efterskole kommer forbi Farsø, Vejle, Bjerringbro, Silkeborg, Aarhus, Hobro og Kjellerup – nogle af byerne flere gange.

Sidst nye indlæg
Arkiv
bottom of page