top of page

Levring Efterskole godt i gang med nyt skoleår og nyt udviklingstiltag


Introugen er i fuld gang på Levring Efterskole. Søndag var nemlig dagen, hvor et nyt hold forventningsfulde elever flyttede ind på skolens værelser. Året byder endvidere på et nyt udviklingstiltag, der skal sikre et endnu mere professionelt læringsfælleskab.

Store smil og smånervøse miner var der mange af, da i alt 162 elever søndag d. 12 august troppede op med alverdens habengut og drømmen om et fantastisk efterskoleår anno 2018/19. Klar under paraplyer med værelseslister stod ledelse og personale og modtog eleverne med forældre, som de kom dryppede ind på en dag der, sommeren taget i betragtning, utroligt nok var tæt på at regne væk.

”Jeg har været nervøs, men har selvfølgelig glædet mig enormt til at møde en masse nye mennesker fortæller, Oskar Toft Elly, der er blandt det nye elevhold. ”Mit fokus er at få en masse nye gode venner, blive bedre til de boglige faglig og selvfølgelig bedre til spring, der er mit linjefag, afslutter den 16-årige efterskoleelev.

Fra forskelligheder til fællesskab og udvikling

Efterskolen værner om fællesskab, udvikling og forskellighed. Og med elever fra både det nordjyske, midtjyske, sjællandske og sågar Grønland synes der at være et godt grundlag for at binde elever med forskellige baggrunde sammen til et stærkt fællesskab. Kim Thynebjerg, Levring Efterskoles forstander, er da også stolt over, at netop dét er noget skolen lykkes så godt med: ”Skolens rammer og idrætslinjer giver et perfekt udgangspunkt for at udvikle vores elever i både faglig og social grad. Vores Life Performance-tilgang, fag- og idrætslinjer samt fællesgymnastikken, udvikler elevernes faglige, sociale og idrætsmæssige færdigheder foruden at bringe dem sammen i et fællesskab, hvor venskaber holder en livstid.

Desuden er jeg sikker på at vores nye pædagogiske tiltag kun forbedrer elevernes mulighed for at udvikle sig her, afslutter Kim Thynebjerg med hentydning til det kommende udviklingsprojekt skolens pædagogisk afdelingsleder, Pernelle Fau Clausen, herunder giver en beskrivelse af:

Udviklingsprojektet

”I dette skoleår har vi på Levring Efterskole, i samarbejde med Mette Nors fra Dafolo, skabt et kursusforløb, som har særligt fokus på det professionelle læringsfællesskab, teamsamarbejde og løbende formativ evaluering.

Det er et udviklingsprojekt, som strækker sig over hele skoleåret, og som er en blanding af kursusdage og sparring. Ønsket er, at kurset er praksisnært, og at det er muligt for lærerne, forholdsvis hurtigt, at integrere det lærte i den daglige undervisning og i team samarbejdet.

Lærerne kompetenceløftes, kvalificerer deres undervisning og faglighed og idet vi alle er i gang samtidig opnår vi at skabe et fælles pædagogisk didaktisk sprog. Når vi samarbejder som et professionelt læringsfælleskab, skaber vi en professionel kultur, der samarbejder om, at alle elever lærer på så højt et niveau som muligt.

Med vores Life Performance samtaler, har vi et særligt fokus på elevernes personlige udvikling, med fokus også på den faglige trivsel, tror vi på, at vores elever opnår livsduelighed på så højt niveau som muligt.”

Levring Efterskole har seks idrætslinjer: Fodbold (drenge og piger), Adventure Sport, fitness, spring, eSport og dans.

Sidst nye indlæg
Arkiv
bottom of page