top of page

Er Levring Efterskole noget for dig? Find ud af det på Efterskolernes Dag


På Efterskolernes Dag søndag den 24. september 2017 kan nysgerrige unge og deres forældre få en forsmag på efterskolelivet på Levring Efterskole. Her er der mulighed for at få en rundvisning, se linjerne i aktion, møde skolens personale og måske vigtigst af alt møde og snakke med de nuværende elever.

Skal det være spring- eller fodboldlinjen? Passer det virkelig, at man kan få venner for livet på efterskole? Hvordan ser hallen, fitnessfaciliteterne og det nye mountainbiketrail mon ud? Og hvor går den årlige skitur og linjeturene hen?

Spørgsmålene er mange, når man skal vælge efterskole. Søndag den 24. september kan man få svar på alle sine spørgsmål, når Levring Efterskole holder Efterskolernes Dag.

”Efterskolen er for rigtig mange unge et intensivt år. Det er et år, som modner, personligt udvikler og på bedste vis forbereder de unge til at håndtere og gennemføre deres kommende ungdomsuddannelse. Vil man gerne være kommende elev på Levring Efterskole, er det jo netop på Efterskolernes dag, at man kan få et ægte indtryk af skolen. Ved at besøge os tror jeg, at man ret hurtigt kan fornemme, om det er Levring Efterskole, som er det rigtige valg,” siger konstitueret forstander Pernelle Fau Clausen.

Der er åbent på skolen mellem klokken 13-17.

Eleverne som rundvisere Skolens syv idrætslinjer - drengefodbold, pigefodbold, spring, adventuresport, dans, fitness og pigehåndbold - har alle aktiviteter på dagen, så man kan få et indgående indtryk af linjerne.

Og så bliver gæsterne vist rundt på hele skolen af de nuværende elever. Når man ankommer til skolen, bliver gæsterne så vidt muligt sat sammen i hold, hvor der er fælles interesse om en bestemt idrætslinje.

”På Efterskolernes dag er der en skøn stemning. Vores elever er stolte og ivrige efter at vise skolen frem. Når eleverne forbereder sig til dagen og er med til at vise skolen frem, får de en bevidsthed om, hvad Levring Efterskole står for, og hvilken skole de er en stor del af at forme og give værdi,” fortæller Pernelle Fau Clausen og fortsætter:

”Og med de nuværende elever som rundvisere får de unge besøgende et autentisk indtryk af skolen, da de kan identificere sig med de nuværende elever.”

Efter rundvisningen er der mulighed for at gå på opdagelse i de enkelte idrætslinjer i skolens spejlsal, hvor linjelærerne og eleverne er repræsenteret og er klar til at svare på spørgsmål. Her vil der også være mulighed for at få en kop kaffe og en kage.

Sidst nye indlæg
Arkiv
bottom of page